Den sidste dag.

21 november.

Tillykke med fødselsdagen Barbara.  

Farvel til de søde kimonopiger. 

Solen skinnede så dejligt og det var 18-20 grader varmt.

Det var for godt til at blive inden døre og tegne. Defor blev det besluttet at den sidste dag måtte være ude i byens liv. Jeg fik så mulighed for at besøge to museums, det blev det til på gåben og hjem i bus. Endnu flere skønne små huse 

Kyotos museum for design og kundsthåndværk. Det var nordøst  i byen. Museet var stort og rummeligt og meget spændende med en del videoe om forskellige teknikker med tryk og vævning, lak metal. Det var meget fine visninger, det var en stor fornøjelse. Jeg fandt måske et par emner til Svaneke butikken i  museumsshoppen. Meget fin udstilling af traditionel kunsthåndværk og så glædede jeg mig til design afdelingen. tænk den var lukket. Det var surt. Men så er der jo en grund til at komme tilbage. hihihihi

Vejret var så smukt og det var byen også  Jeg havde flere gange fået at vide jeg skulle besøge Kyoto National museum, derfor fortsatte jeg turen dertil. 

Køen var pæn da jeg kom….. 60 minutter…. hvert 2-3 minut kom 15 mennesker ind. 

Mens jeg stod der i den pæne kø, så var køen kommet hen, så jeg stod ude for hele indgangen til det gamle fine museum. Her ser jeg så Grubleren af August Rodin, jeg tænker så , hvilken en, er originalen, for han sidder  jo også så fint bag Glyptoteket I København.  

Som ung var jeg så facineret af Rodin og hans arbejder. 

Jeg kom endelig efter 60 minutter ind til en speciel udstilling, med fantastiske tegninger fra det 15. århundrede. men mange mange menneske…… 

Bus 206 kørte mig tilbage til Gion. 

Jeg ville lige hen og sige farvel til Miki og aflevere noget lego til sønnen, men det var desværre blevet for sent, så hun var taget afsted. Heldigvis klarede vi det på mail. Ja, legoet afleverede jeg jo i butikken.  

Kl. 18 kom Yumeno. Jeg havde bestilt bord på en restaurant, hvor jeg havde set kø både til frokost og til aften i al den tid jeg har været her. .Det var en ris gourment restaurant, i 8 generation.  Det er imponerende med disse familie fortagender. Hver generation skal altså  ikke starte op på ny. Ris chefen havde ikke hørt om Noma som kommer til byen i februar. Han bød dem velkomne. 

menu kortet. 

desserten 

Vi fik så mange forskellige ris typer og en lille smule fisk, det hele var så delikat og smagfuldt. Yumeno var dog lidt nervøs for at hun ikke ville blive mæt, for det var jo små portioner. Hun blev mæt, sagde hun. Vi fik 9 små retter som hver gang blev introduceret.  Vi sad så fint på første sal med udsigt til en oplyst torii port, meget fint. Dejlig aften med snak om mange forskellige ting mellem himmel og jord. 

Kufferten blev med nød og næppe lukket. Idag blev den vejet til 33 kg. Den søde lufthansa kvinde sagde ikke en lyd og den blev indskrevet hele vejen til København. Jeg havde i nat fantaserede om hvor meget det ville komme til at koste……. men nogle gange er man heldig. 

Nu sidder jeg i flyet og har klassisk musik i øret , et glas rødvin og sidder og skriver min sidste blog…. Tak til Barbara for hendes oprettelse af Hammesrejser og tak til jer som har kommenteret min blog. Det har været et sjovt forløb. Jeg har fået skrevet hvad som hændte og fået systematiseret mine billeder, så det er en wind wind. tak til jer alle sammen. 

Jeg kan anbefale jer alle en tur til Kyoto Japan. 

Jeg kunne jo ikke i flyet sende den afsted og sætte billeder i, så nu sidder jeg i Københavns Lufthavn og skal først flyve om nogle timer. 

Tog en taxa til indenrigs på grund af de 33 kg + måske 2 x 4 kg håndbagage. Jeg har tidligere fået skældud, for den korte tur. men her sprang han ud løftede mine 33 kg i bagage rum, og var ikke sur over den korte tur. Han fik gode drikke penge og ros. 

I indenrigs gik det ikke med de 33 kg. men dog alligevel...... En meget sød ung mand var ked af det, han måtte sende 32 kg på båndet men ikke 33.. jeg stod jo der og ømmede mig og fortalte 6 uger i Japan og og og og.....Kan vi ikke pakke lidt om, forslog han så. Han kom med en kasse , og så pakkede jeg ellers om. Han var ualmindelig sød, jeg fortalte hvor glad jeg havde været for min japans tur. Han sagde til mig:  du er kommet til den rette, det er lørdag aften, her er ingen mennesker og jeg har ikke noget at lave og ...... jeg er gift med en japaner. 

Verden er lille og mine 33 kg kan nu komme med hjem. 

   

Nedtælling.

20 november

Tegnede lige til kl. 16. Ben og bagdel kunne ikke mere.
Derfor en rask gåtur op i bjergene sydøst Kyoto, Målet var at få gået og brugt kroppen og så lige et tempel til sidst. Kiyomizu Temple.
Dejligt roligt nede i byen men da jeg nærmerede mig, så var der mange mennesker. Jeg nåede derop og det var så smukt med alle farverne, I kan ikke forstille jer det...De er så intens i farverne.
Folk valfartede til og da jeg gik ned var der en kø på nok en km. med 2-3-4 mennesker i bredden hele vejen ned at bjerget. De ventede på at komme derop når lyset blev tændt...Det må være fantastisk. Jeg vidste det ikke, måtte spørge, men det må blive næste gang. Nu skulle jeg ned og arbejde videre.  

Kiyomizu Temlet ligger meget højt og med udsigt over byen. men det var sent på dagen. Det lykkes ikke, men byen ligger lige fremme med bjergene i baggrunden på den anden side af Kyoto. Meget smukt.  Bygning bagved, som ser ny ud, er en overdækning, da de er ved at renovere dele nogle af bygningerne.

Den sidste Zen have. Ryon.ji

19. november

Det blev ikke helt så tidligt, jeg jeg havde drømt om at komme op, men lidt tidligt ude og nede i bus 12 var jeg. Jeg kørte mod nord vest ud til bjergsiden. Sjovt at køre, morgentidlig igennem byen.  Ikke så megen trafik og mennesker.
Jeg stod af ved endestationen, og herefter lige et par top med bus 59 til Ryon ji templet.
Der åbenbarede sig et sand orgie i efterårsfarver, ahorntræerne stå bare og glæde lige fra det lyseste til det med røde orange. Der var lidt dis da jeg startede ud, men da jeg nåede frem var solen kommet igennem, det er så smukt.
Det er en national klemodie denne flere århundrede gammel. Også her har der været brænd, men have slap uskadt. Zenhaven og den store moshave med den store sø, som tidligere havde mange mandarin ænder som bedstefar Takoi Hata malede på sine kimonoer. Denne have og tempel var det sted, hvor han ofte kom om morgenen og sad og lod sig inspirere.  Zen haven med mure hele vejen rundt, er der for du kun skal se zenhaven. uden at blive forstyrret af træer. (Murene er bygget op af ler kogt i Olie, og derved har muren selv skabt det udtryk den har, da olien kommer ud.) Det skal give ro til sindet. Der er placeret 15 sten i den 25x10 meter store have. Uanset hvor du placere dig kan du kun se 14 af de 15 sten. 15 er det fuldkomne og det er kun Budha. Derfor kan du kun se de 14 sten,  der er bestemt en hel speciel ro her på dette sted.  Når du sidder på kanten har du hele den store smukke sal til te ceremoni i ryggen, med store smukke tush malerier. Der begyndte at komme flere mennesker, så jeg gik videre ud i den store moshave  og hele parken, med den store sø. Det hele så smukt og frydfuldt. Jeg gik fredfyldt videre og tilbage til bussen.

Ved stoppestedet var der et Kunstmuseum i en meget spændende bygning, så det fik jeg også set. Meget fint.
På tilbagevejen, hoppede jeg af og gik hen til familien Hata med et par gaver (tørklæder) og en ACAB bog for at sige tak for den dejlige eftermiddag hos dem i sidste uge. De blev glade og sagde at professor Hirio (som havde lavet kontakten for mig.) også havde ringet og sagt at jeg havde været glad og så fortalte de at restauranten som de havde anbefalet os, også havde fortalt at vi var der. Sikken snakken og netværk  kan gå rundt en en by med 1,5 mill..... Herligt.
Derfra igennem byen hjem på gåben og lidt shopping igen....
Jeg elsker at gå igennem de små gader i denne by, det er så spændende og inspirerende.  det er en utrolig by. Jeg har en masse gode billeder med hjem, synes jeg.

De smukkeste blomster står mange steder og lyser  og trækker mig hen til sig. 

Du  gå om et hjørne og så står du over for gamle små huse, så er så charmerende. El ledninger i masse vis, potteplanter uden for døren. og de fineste træ paneller. En scooter henslængt, en cykel helt over groede af skønne blomster  Der er så mange historier, bare ved at kigge på disse små huse. Om næste hjørne ser du måske en hel moderne by....
Dybt fascinerende. Jeg gik hjem genenm de små gade og mørket faldt på.

Aftenstund 

Jeg fik også nået lige at gå på studiet Ki Yan, men han var stoppet ofr dagen. Den store skærm var de færdige med. De var nu igang med skærme til et tempel. Jeg er stødt på hans tid mange steder i byen. Meget livsbekræftende og sjove.  

Nu nærmer de sidste dage sig og jeg pakkede alle mine indkøb i kufferten, jeg ved ikke hvor jeg skal have mit tøj....smil.....

Lige lidt om busser og klassisk musik

Busseren i Kyoto er en stor fornøjelse. Når man først har fundet ud af det meget fyldte bus oversigts kort med mange farver og mange busser, så er der så meget service i disse busser.
Her til venstre ser I en bus stander. Jeg stod og ventede på nr. 12, den øverste. I kan se at den venstre cirkel er grøn, heri står at min bus snart ankommer og I kan se at bus nr. 80 og 201 og 203 kommer nu. Her er cirklen i højre side grøn. Samtidig står du og høre på den dejligste klassiske musik. Du står under en overdækket fortov. Der er kun en takst. Jeg kørte ca 1/2 time 230 yen ca. 12 kr. Busserne kører hele tiden, så du tænker aldrig på hvornår du skal være der. Inde i bussen fortæller en indtalt stemme på engelsk hvad næste stop hedder. Chaufføren fortæller på japansk det samme. (formentlig).  Samtidig kan du på en skærm over forruden se de næste 4 stop og hvad de hedder. Du er hele tiden orienteret om hvor du er, hvor du er på vej hen. Det er bare så godt.
Er der mange mennesker som skal med, står man i en pæn kø, aldrig skubben eller snyden sig foran. Man går  ind ad midterganen og ud ad fordøren, hvor man betaler sine 12 kr. Busserne er pinlige rene, ingen efterlader affald ... Ingen spytter tyggegummi ud. Du ser ikke en klat tyggegummi nogle steder eller cigaretskud.    
Dejlig by,  hvor man går på de store shopping gader overdækket og der bliver spillet blød klassisk musik, det er dejligt. Står du og skal over gaden ved du, hvornår du skal gå over når det er grønt, for så lyder der et  fuglefløjt, og du kan gå over. Gade tyveri findes ikke.                                                  

Tegne-shoppe dag

den 18. november.

Dagen har været en tegne dag og kl. 16 ud for at finde lidt af de små gaver, som jeg så gerne vil have med hjem.  Shoppeturen blev afsluttet med sushi hos Sushi Sei, guf.

mine inspirationer. Her er i mængder af Gingo træer.  

Det var det fine varehus Daimaru som fik besøg idag. (lego til Miki søn).Her var julepyntet  i stor stil . 7 etager. 

Små lys alle steder, kan ikke tro de sanrt er jul. 

På alle etager er der små hjørner men meget synlige med stole til at sætte sig og hvile. det kan være små sidde grupper også. det er så dejligt.

             

                    Sushi som bliver lavet mens du ser på det, så frisk og lækkert. Michael jeg er ikke blevet træt endnu. 

En gang til....et fantastisk værksted. Solen skinner til mig.

17. november.

Vi besøgte i dag et firma Makoto Noguchi, som solgte smukke kimonoer engros. Vi blev budt velkommen af her Makoto himself, og vis op i hans showroom. Hvor der bare lå mange fine kimono ruller. Hans firma havde eksisteret i 280 år. og han var ......? generation... Idag designede og trykte de ikke kimonoer, men forhandlede dem og de havde så underleverandører. Han var meget flink og smilende og vi fik grøn te, inden vi skulle besøget værkstedet. Vi kørte 10 minutterså fandt vi en lille dør i et lille smalt hus.  Ingen tegn på at her var et værksted.

Vi før vist stofferruller med færdige trykke silker.

Miki kigger på flere af de færdige metervarer, alt ligger sirligt på gulvet på sivmåtter. 

Farvekøkkenet på værkstedet.  Det er trykkeriejerens søn 

Vi bankede på og blev budt indenfor, skoene af og så blev vi placeret for at se en video, som vidste deres tryk teknik. Som ikke var Yuzen teknik men en stencil teknik, som næsten er foreløberen for silketryk. Stencilen består af japansk speciel papir som også har tætte tråde under, man kan så skære motivet i papiret og fjerne papiret og mønsteret bliver så holdt sammen af trådene. Endnu længere tilbage var disse tråde menneske hår, sådan kom den første tryksramme.  I dag bruges noget specille papir som man skære motiverne ud i. Det hele bliver håndskåret, sikket et håndværk.... det er så forundeligt. Gud hvor er de dygtige. det er så detaljeret og præcist. Efter den meget spændende film, blev vi vist op i værkstedet, dette lå også på 1 sal ligesom Hata's gjorde.    

Et tæt på billed af en gammel stencil. Motivate hænger på trådende. De holdte ikke så længe som det nye papir gør idag.

Borderne hænger under loftet, så der er ret lavt. Lidt højere til højre, for der er manden højre, hans bukke var også lidt højere. De arbejdede støt og helt roligt, stoppede ikke fordi vi kom. Men jeg tænkte, deres rygge, tænkte jeg. 

Deres stencil er et stykke specielt papir, som de skærer mønster ud i. Bare det at skære f.eks op til 7 stenciler, så de passer præcist oven på hinanden. Det er ret godt gået, håndværk som batter. Rapporten var trekanter i hjørnerne og så blev stencilen sat fast med en bambuspind med en nål ned i bordet. I kan se den. Hanne og jeg kan gå hjem og lægge os. Farven bliver duppet på med en rund speciel børste, han har farven i en ene børste og fra den sætter han den anden børste  ind i hårene og så kommer der lige tilpas nok med farve. Helt utroligt system. 

Tre borde, penslerne hænger fint under bordet. Det var orden alle steder.  

Sikke et arbejde,  bordet er en løs plade, som ligger på specielle bukke. Der bliver lagt farve på mane gange. Altså med mange stencils. Når det er færdigt bliver hele bordet med stoffet på, sat op under loftet, og det næste bord tages ned. Der bliver trykt på begge sider af bordpladen. Det er helt utroligt. Jeg spurgte til ryggen, han sagde den gjorde ondt. Men det kunne ikke være højere borde, får så kunne man ikke få farven på som den skulle. Godt det kun er smalle baner.  

Vores kontkakt og i midten værksteds ejeren og så Miki som kigger på. Ejeren af værkstedet var så stolt af det hele, han lyste af faglig stolthed og gud hvor er det dejlgit at se. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min mester Rune, som lærte mig så meget ovre i det jyske. Rune havde også denne dybt  prfessionelle store faglige stolthed. Det lyser ud af hele kroppen og han havde også den lune som Rune har.  Her ville jeg gerne i mere lære. Han fortalte, at han havde haft danske studerende hos sig og også været i Danmark. 

Det var en skøn oplevelse at se så fantastisk håndværk, og så se glæden og stoltheden lyse ud af ham.  Gud hvor er vi blevet fattigere i vores del af verden.   Så meget skal gå så hurtigt.
Vi takkede ham mange gange og gik derfra helt høje, Jeg gjorde i alle tilfælde.
Herefter besøgte vi et galleri, Showboxes, som jeg havde fået anbefalet af Keiko, som jeg køber tørklæder af. Jeg spurgte om Miki kendte galleriet, men det gjorde hun ikke.  Hun kendte huset, for der havde hendes arbejde mens hun var barn  for 30 år siden. Hun var kommet i denne bygning mange gange som barn. Elevatoren virkede aldrig dengang og trinene var så høje kunne hun huske, og det var de... Vi tog elevatoren, den virkede nu, heldig vis, det var på 7 sal.  Miki ville gerne med op, for at se hvor hendes far havde set, og det var i dag et fint galleri. Miki måtte så skynde sig tilbage til butikken for at arbejde og jeg kiggede videre og spaserede så hjem.
Dejlig dag .. Først tegne hele formiddagen og så sådan en dejlig oplevelse. .........

Kom helligdagen i hu.

16. november.
Sovet længe, skrevet blog, læst bog, svaret på mail, sovet middags lur, hørt Marie Key og Sanne Salomonsen   har kun de to albums på mobilen, måske skal jeg investere i lidt bredere sortiment, planlagt lidt til den næste og sidste uge.   og så har jeg tegnet.
Imorgen skal jeg igen på besøg hos en kimono maler. Det bliver spændende.

Kimono maler i vest Kyoto.

15. november.
Endnu en aftale med Miki, som sammen med en veninde kom og hentede mig ved hotellet kl. 13:30
Vi skulle besøge en kimonomaler som  Mikis veninde havde arbejdet hos.
Masatoshi Tsujimoto og hans kone, som jeg desværre ikke har navnet på. (Det er jo et mandesamfund det japanske). Jeg fik et kort af han, men ikke fra hende.
Mr.  Tsujimoto havde opfundet en teknik som var helt enestående på den måde at jeg aldrig havde set noget tilsvarende. De kunne lave en farvning som lignede det romerene gjorde med at marmorere vægge paneler m.m. Kvinden var så sød og da vi kom, så viste hun hvordan hun gjorde. Det hele var bare så fint forberedt.

Her hælder hun farven ud på bordet

Her sætter hun så de forskellige farver til oven på den store mængde af farve, (som så sort ud, men som viste sig at have mange farver) så hun skabte sådan en blomsterbuket. Herefter trykkede hun en plade ned i massen. trykkede den fast ned . Dun vendte så pladen (som også kunne være et stykke silke) og skrabede med en rakel farven væk og så der et billede og en marmorering. helt uforståeligt, men dybt fascinerende. 

Kimonoer på række, foldet samen. 

Close up på en kimono, det er den teknk beskrevet ovenfor, men også kombineret teknikken Yuzen 

kimonoer på række. utroligt at de kan lave det. Det tage også mange måneder hver kimono, da de skal over og over stoffet igen og igen.Kimonoerne bliver solgt i Tokyo, primært. priserne på de dyreste kan løbe sig op i millioner af yen. ca. 500.000 kr. Som Miki sagde som en japansk Poche.  

Her klædte vi os også i kimonoer, og man føler sig speciel når man har sådan en på. Kimonoen til højre er jo til en ung pige som ikke er gift endnu, det ses på de lange ærmer. 

Her fortæller Miki's veninde om teknikken på denne. Den e startet med at blive viklet på viklebatik, hver lille vikkel var måske som et knappenålshoved. Indfarvet og så begyndte hele processen...al sammen handmade.........De er kunstnere med ikke Kyoto living treasures.... Jeg blev igen begavet med flere små ting.  Efter te og småkager tog vi afsked med to usædvanlige mennesker.