A National Living Treasure

13 november .
Professor Hiroi havde lavet en kontakt til familiefirmaet Hata, som i tre generationer har lavet kimonoer med teknikken Yuzan.
Da Nao og jeg ringede på døren til ateliet, var jeg så spændt og forventningsfuld. Kyoto bedste kimono maker var jeg på vej til at få åbnet døren hos. Så stort.

Far Noboru Hata med sine to døtre da vi siger farvel.

Tre generationer.
Tokio Hata, 1911, bedste far, og  mens han levede "a national living treasure".
Noboru Hata, 1938, søn , og nu "Kyoto living treasure."
Toki Hata, 1968, barnebarn

Smukt nyere bygget hus i japansk stil. Vi blev budt meget velkommen af Toyo Hata den ældste datter. Tror at hun sådan var administrator.  Vi gik  igennem den lille forhave, som var lavet som kun japanere kan. Skoene af og så ind i et forkontor.
Her hilste vi på Toki Hata, yngste datter og på Noboru Hata far til de to kvinder og søn af Tokio Hata.
Alle tre meget afslappede og utrolig venlige. Toky fortalte, at vi først skulle se en video af teknikken Yuzan for bedre at kunne forstå hele arbejdsgangen i Yuzen teknikken af manuel farvning af kimonoer. Det var en utrolig god film, som jeg håber at kunne få en kopi af. Den viste bedstefaderen og hans arbejder og hvordan han arbejde. Dejligt at høre om hans dag og hvad der inspirerede ham, hans visioner. (lidt sjovt,  jeg gemt en have som jeg først vil besøge her til sidst, når bladene er meget gyldne, det var den have han hele livet vendte tilbage til, når han skulle inspireres).
Vi fik som sædvanlig serveret grøn te og småkage.
Efter den så vi en til film, om det at bære en kimono, men den var knap så god, den sagde ikke så meget, men viste de fine kimono på kvinder som gik rundt i blomstende kirsebær.
Her efter gik vi til værkstederne, som var på 1 sal. Det er så forunderligt en teknik. og måden de sidder ved de lange baner af silke spændt ud mellem to søjler og af bambus pinde som på tværs spænder silken stramt ud. Silken hænger altså fri i luften og det kan de male så fint på.

Vi skuer ind over værkstedet hvor I kan ser deres assistenter sidder og maler, selvfølgelig på gulvet.  Se baner i luftet hænge til tørre. Spændt ud mellem to stolper. 

Fint og nøjagtigt skal de males. Her fyldes ud.  

Tæt på. 

Obi baner som hænger til tørre. De malede Obi er da vi var der. Obi er kimonobælte. Har man en silkemalet kimono på , skal man have et vævet bælte på og modsat. 

Jeg var målløs af beundring. Først tegnes motivet op på papir så på silken. Herefter males alle stregerne op med lim, så farverene ikke flyder sammen. Motiverne malers, så dækkes alle motiverne med en slags voks, derefter håndmales baggrunden helt jævnt på eller i flere farver. Dette er også meget vanskeligt. Forestil jeg fire baner som skal syes sammen og passe i motiver i farver, to til ryg og et til hver forstykke og så ærmer.  Er I vimmer. Sikke en teknik at skulle mestre.. hatten af... stort buk.

Skønne farver bliver malet på 

Noboru, sønnen, en utrolig sød og mild mand, synes helt bestemt jeg skulle prøve en kimono. Først sagde jeg jo nej, men selvfølgelig skulle jeg, hvornår ville jeg også få sådan en chance. En mesteres kimono, det er ikke hver dag man får lov til det.
Han gik hen på gulvet under et klæde og fandt så en frem blandt flere. Det var en Tomesode, den mest
formelle af kimonoer, båret af gifte kvinder ved bryllupper og mere officielle fejringer. meget fint.

Jeg får forklaret at det er meget vigtigt at man har den hvide krave på inderst. For at ansigtet kan lyse.  Den lyserøde kimono i baggrund er Tokis arbejde. Hun maler mere som sin bedstefar, hvor hendes far er mere grafisk. 

Vi så også værkstedet, hvor de malede bunden på, sikke håndelag at mestre, og også lige lidt skygge på. Legende let  at se på men men men.........

Her bliver bunden malet på, helt jævnt og meget fint. 

Familien var så utrolige kære og søde og vi endte med at få en bog med de skønneste kimonoer i. Den var fra en udstilling i 1996 som de havde haft på Musée des Tissus et des Arts décoratifts i Lyon, Frankrig.

Læste senere i deres biografi at Kunstindustri Museet i København i 1985  bestilte en kimono hos Tokia Hata med hans Mandarin ænder på. I 1986 fik prinsesse Diana en kimono af Tokio Hata i gave fra byen Kyoto..

Jeg var høj da jeg gik derfra. Jeg svævede forbi muren omkring kejserpaladset, som de boede lige ved.
Familien Hata havde anbefalet os en restaurant lige i nærheden, der gik vi hen og fik lidt frokost og sad på de skønneste Y-stole, og snakkede om alt det vi lige havde set.

Ikke nok med det, så besøgte vi en af Naos studie veninde Sayaka Koike og hendes meget lille fine værksted. Her kom Yumeno til fra sit arbejde. Sayaka boede i et fint gammelt hus. Sayaka  viste så gerne rundt i sit lille værksted. Hun lavede mege smukke dekorationer med lidt samme teknik som Hata. Hun boede i to rum oven på med sin mand. Her fik vi grøn te og kage.  Dejligt at møde hende.
Måske kommer hun til Bornholm.

Sayaka Koike og hendes værksted her med Nao og Yumeno. Samme teknik som hos Hata. Stoffet hænger spændt ud mellem to stolper og bambus pinde neden under til at holde det spændt ud.  

Sayaka Koike værker. 

En stor inspirerende dag lakkede mod enden.