Mandag den 3. Februar. Helligdag for kulturen. 

Solen skinnede tidligt, og efter to regndage, var det med at komme ud. 

Jeg havde besluttet at besøge Inari, bjerget i den  sydlige del af Kyoto. Her for at besøge Fushima Inari helligdommen.  

Ned på statioen for at købe togbillet til JR toget syd på. Det gik godt Jørgen!!!!  (første gang uden Jørgen). Jeg fik billet kom på det rigtige tog, glad var jeg. Det var kun 5 stationer. Tænk jer, ved den tredje station får jeg øje på et hus hvorpå der på taget af et hus under udhæng er stablet den ene trykramme efter den anden, jeg blev så glad, tænk hvis jeg kan finde ud af at komme ind på sådan et trykværksted.. Det vil jeg arbejde på.

Der var ganske kort til Fushima Inari helligdommen fra stationen. Her står i hundredvis af Torii porte, som alle er er givet for at hylde god fremgang og godt liv. De snor sig op af bjerget i en uendelighed.
Der står i bogen at det tager 2 timer at gå turen, tænk hvor mange porte der må være, det er et meget fascinerende syn. Jeg talte dem ikke. De bliver skiftet hver 10. år. Der står nye og gamle mellem hinanden. Du går op og op af bjerget og denne gang med porte og flere porte snor jeg mig opad.  Næsten oppe med en flot udsigt over Kyoto, så nu har jeg set byen fra nord og fra syd. Når du går op er alle porte helt røde, nogle ældre end andre.  Når du går ned kan du læse, hvem som er giveren og øverst over står der "Anerkendende udbud" (tror jeg, det siger google translalate)".  Alle navne skåret ind i stolperene.

her var jeg heldig og fik et billed uden mennesker på. de ser lave ud, men er jo meget høje.

Jeg kom tidligt (heldigvis) og lyser skiftede meget smukt i løbet af de tre timer, som jeg brugte på at gå turen. Når lyset kommer ind og bryder det strenge er det bare poesi. Mange mennesker, specielt nederst, man behøvede ikke at gå hele turen.  Øverst var det ikke helt så mange, men så sjovt at kigge på mennesker. Her blev fotograferet, lavet selfier,  gået langsomt, prustet, løbet, hunde som gik, hunde på arm, hunde i rygsæk, mange børn, og mange unde par. nogle i alm tøj andre i kimonoer. Dybt fascinerende skue. og dejligt livs bekræftende. Alle travlt optaget og gående. .

Dette er starten af Torii porte turen. 

mange unge i kimonoer, dog kun kvinden her. Men hun var så smuk her sammen med de orange farver. jeg gik længe efter dem. De var så glade, snakkede og havde god fart på. 

Jeg er på vej ned og solen kommer så smukt ind mellem Torii portene. 

Der var på vejen også en flot bambus skov. med store tykke bambustræer. Bambus består af smukke hele afsluttede led, hvert led er et symbol på en del af livet. Alle led giver et helt træ. Når hver led er afsluttet offer man til sin gud i taknemlighed. Har jeg læst et sted i en af bøgerne.
Hvor er sådan træer utrolig smukke, og her helt utroligt.
  

Tilbage til toget og byen. Jeg kunne lige se mine rammer igen og tage billedet, så jeg kan huske.
Klokken var blevet 13 og frokost tid, og jeg spiste på et dejligt lille sted ved kanalen. En fin noodle menu. Sad på gulvet på en pude og havde udsigt til kanalen med mange unge mennesker siddende langs vandet og nyde det gode vejr.
Det er hårdt at sidde som en japaner, så benene kom ind under bordet og ikke under mig ret længe, her ser i japanere sidde og nyde deres frokost men de sidder på deres underben.

noodle menu. velbekommen. Så delikat. 

Sidst på dagen tog jeg bussen til Kyoto Station for at få lidt materiale om hvad der sker i byen på turistkontoret på stationen.  Dog havde jeg glemt, det var helligdag, så der var virkelig stopfuldt. Stationen i Kyoto er også et indkøbs center, så du tror det er løgn. Hele stationen er i mange etager, så det er også med at holde hovedet koldt for at huske hvor du befinder dig. Fantastisk. 

Butikkerne er lige fra Gucci til madvarer butikker, hvor de har alt hvad hjertet vil eller måtte mangler.   Jeg er overbevist om, at der bliver købt mange færdig retter her i Japan, men alle lavet friskt på stedet, mens du se på. så indbydende en spændende afslutning på en dejlig dag og så hjem med bussen igen. Nu knapt så tætpakket.