En gang til....et fantastisk værksted. Solen skinner til mig.

17. november.

Vi besøgte i dag et firma Makoto Noguchi, som solgte smukke kimonoer engros. Vi blev budt velkommen af her Makoto himself, og vis op i hans showroom. Hvor der bare lå mange fine kimono ruller. Hans firma havde eksisteret i 280 år. og han var ......? generation... Idag designede og trykte de ikke kimonoer, men forhandlede dem og de havde så underleverandører. Han var meget flink og smilende og vi fik grøn te, inden vi skulle besøget værkstedet. Vi kørte 10 minutterså fandt vi en lille dør i et lille smalt hus.  Ingen tegn på at her var et værksted.

Vi før vist stofferruller med færdige trykke silker.

Miki kigger på flere af de færdige metervarer, alt ligger sirligt på gulvet på sivmåtter. 

Farvekøkkenet på værkstedet.  Det er trykkeriejerens søn 

Vi bankede på og blev budt indenfor, skoene af og så blev vi placeret for at se en video, som vidste deres tryk teknik. Som ikke var Yuzen teknik men en stencil teknik, som næsten er foreløberen for silketryk. Stencilen består af japansk speciel papir som også har tætte tråde under, man kan så skære motivet i papiret og fjerne papiret og mønsteret bliver så holdt sammen af trådene. Endnu længere tilbage var disse tråde menneske hår, sådan kom den første tryksramme.  I dag bruges noget specille papir som man skære motiverne ud i. Det hele bliver håndskåret, sikket et håndværk.... det er så forundeligt. Gud hvor er de dygtige. det er så detaljeret og præcist. Efter den meget spændende film, blev vi vist op i værkstedet, dette lå også på 1 sal ligesom Hata's gjorde.    

Et tæt på billed af en gammel stencil. Motivate hænger på trådende. De holdte ikke så længe som det nye papir gør idag.

Borderne hænger under loftet, så der er ret lavt. Lidt højere til højre, for der er manden højre, hans bukke var også lidt højere. De arbejdede støt og helt roligt, stoppede ikke fordi vi kom. Men jeg tænkte, deres rygge, tænkte jeg. 

Deres stencil er et stykke specielt papir, som de skærer mønster ud i. Bare det at skære f.eks op til 7 stenciler, så de passer præcist oven på hinanden. Det er ret godt gået, håndværk som batter. Rapporten var trekanter i hjørnerne og så blev stencilen sat fast med en bambuspind med en nål ned i bordet. I kan se den. Hanne og jeg kan gå hjem og lægge os. Farven bliver duppet på med en rund speciel børste, han har farven i en ene børste og fra den sætter han den anden børste  ind i hårene og så kommer der lige tilpas nok med farve. Helt utroligt system. 

Tre borde, penslerne hænger fint under bordet. Det var orden alle steder.  

Sikke et arbejde,  bordet er en løs plade, som ligger på specielle bukke. Der bliver lagt farve på mane gange. Altså med mange stencils. Når det er færdigt bliver hele bordet med stoffet på, sat op under loftet, og det næste bord tages ned. Der bliver trykt på begge sider af bordpladen. Det er helt utroligt. Jeg spurgte til ryggen, han sagde den gjorde ondt. Men det kunne ikke være højere borde, får så kunne man ikke få farven på som den skulle. Godt det kun er smalle baner.  

Vores kontkakt og i midten værksteds ejeren og så Miki som kigger på. Ejeren af værkstedet var så stolt af det hele, han lyste af faglig stolthed og gud hvor er det dejlgit at se. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min mester Rune, som lærte mig så meget ovre i det jyske. Rune havde også denne dybt  prfessionelle store faglige stolthed. Det lyser ud af hele kroppen og han havde også den lune som Rune har.  Her ville jeg gerne i mere lære. Han fortalte, at han havde haft danske studerende hos sig og også været i Danmark. 

Det var en skøn oplevelse at se så fantastisk håndværk, og så se glæden og stoltheden lyse ud af ham.  Gud hvor er vi blevet fattigere i vores del af verden.   Så meget skal gå så hurtigt.
Vi takkede ham mange gange og gik derfra helt høje, Jeg gjorde i alle tilfælde.
Herefter besøgte vi et galleri, Showboxes, som jeg havde fået anbefalet af Keiko, som jeg køber tørklæder af. Jeg spurgte om Miki kendte galleriet, men det gjorde hun ikke.  Hun kendte huset, for der havde hendes arbejde mens hun var barn  for 30 år siden. Hun var kommet i denne bygning mange gange som barn. Elevatoren virkede aldrig dengang og trinene var så høje kunne hun huske, og det var de... Vi tog elevatoren, den virkede nu, heldig vis, det var på 7 sal.  Miki ville gerne med op, for at se hvor hendes far havde set, og det var i dag et fint galleri. Miki måtte så skynde sig tilbage til butikken for at arbejde og jeg kiggede videre og spaserede så hjem.
Dejlig dag .. Først tegne hele formiddagen og så sådan en dejlig oplevelse. .........