Tekstiler hele dagen.

5. november tilbragte jeg næsten hele dagen i det nordvestlige hjørne af Kyoto.
I dag har været en utrolig spændende dag.
Besøg hos Hosoo, firmaet som startede i 1688, hvor der blev vævet højkvalitets stoffer til kimonoer.   Ambassaden havde hjulpet mig også med denne fine kontakt til dette klassisk og dog moderen firma, som havde spændende projekter igang. I dag er det også indretning og tøj de laver.  De laver meget kundebestilt, derfor måtte jeg ikke komme på væveriet. Desværre. Se deres fine hjemmeside.
http://www.hosoo-kyoto.com/craftsmanship/
De har et projekt "Japan handmade" igang hvor de markedsfører sig internationalt,  med produkter inden for keramik, metal flet, bambus, læder,  træ altså indretning. Meget spænende  produkter så jer.  De har her kreativ direktør Thomas Lykke, fra det danske firma Danish Design Studio OeO. Det er jo lidt sjovt. Et spændnde kig ind i denne mege flotte kvalitets fyldte verden.
Den unge kvinde som havde ført mig ind i Hosoo verden og som stod for show room'et  hos Hosoo fortalte mig om en Indigo farver Ken-Iche Utsuki et par gader derfra. Lavede kort til mig gik med ud og viste vej.

Man kan ikke se det ude fra , men når man tør træde ind, bliver man tit så overrasket.

Ken-Iche Utsuki var manden i et ægtepar som  i 3 generationer havde lavet indigofarvning og nu gjorde sønnen det. De havde flere små  salgslokaler i huset. her tog man sko af og på strømpesokker.   Da jeg kom, var der 4 amerikanere hvoraf den ene var japansk afstamning. Så jeg fik lidt tid at kigge i ro.
Fine indigofarvede stoffer som var lavet til tøj til mænd og kvinder. Mandetøjet var det flotteste. Flotte jakker, det var konen som stod for at designe tøjet.  Manden havde stået for selve farvningen og meget var lavet som vikleteknik, meget svært og kompliceret. Han havde værker på museum i London, som han var meget stolt af. Jeg spurgte til, hvornår de skulle farve og hvor de gjorde det.
Han viste mig så ud bag ved i haven. Her stod deres søn og farvede. det hele meget primitivt. og vi fik en lang og meget filosofisk snak om farver og om at være kunstner og være håndværker, det var han. Han ville ikke fotograferes, han var kun arbejder, håndværker. Han fortalte om vigtigheden af at lave tingene helt ens hver gang.

I japan var det mænd som var farvere, da kvinder jo har deres hormoner som går op og ned i takt med deres månedlige.... derfor var de ikke farvere, fordi så svingede deres syn på farven, og farven skulle være ens hver gang, eller lige som kunden ville have det, ikke som han ville, det betød ikke noget, det skulle være være præcist den rigtige farve. Kvinderne svingede for meget..
meget spændende og en meget sød ung mand på 38. Det var mange års træning i at se, hvornår farven var rigtig. Han vidste ikke hvor mange gange stoffet skulle i badet , det var mange mange gange, men ikke et fast antal. Det betød noget at se hvornår den var rigtig, ikke antallet af gange. Farven skulle være rigtig.  www.aizenkobo.jp

Oven på det, fik jeg mig en dejlig frokost på en lille sød lokal Cafe, med næsten fuld hus,  alle spiste frokost og nød den gode 60'er musik...Tror det var mand og kone. Manden var kokken. Som altid når man spørger om vej, går de med en et godt stykke for at være sikker på man er på rette vej.  På vej til denne lille cafe havde jeg opdage to ting.

Et skilt med Nishijin Tondaya, som var en Registreret National Kultur Skat. Her kunne man opleve den japanske traditionelle måde at leve i tidligere tid.
Jeg skal derhen og høre om Machiy livet, lære hemmelighederne ved at bære en kimono smukt,  te ceremoni og traditionel Bento frokost. De er sådan noget de sælger der.. nu må vi se...

Dette skilt var næste lige overfor Nishijin Tondaya, men døren var lukket første gang, men da jeg kom tilbage, så stod den åben og jeg fik ind.

Det var en kimono designer, som lige var vågnet fra middagsluren tror jeg. Jeg fortalte ham, hvem jeg var og han fik mit kort...På hans Ipad så jeg en 10 minutter lang film om hans arbejde med at male en kimono. I mens lavede han kaffe til mig, jeg var blevet placeret på gulvet, over for ham. Vi havde en snak på en god time.

Han fortalte, at han også underviste der på stedet, laved små klasser.  Man fik et stykke stof hvor der var tegnet et motiv og så fyldte man farve ind i udfyldningerne.
Jeg prøvede at fortælle, at jeg meget gerne ville se ham arbejde, så vores aftale er at jeg skal komme tilbage il ham, og hvis jeg kan, skal jeg få Yumeno med som tolk.

Han talte dårligt engelsk, men ville meget gerne snakke mere.  Det vil være så fint at se ham arbejde in life. Det er utroligt med disse malere, hvad de kan..

Herfra gik turen til Nishijin Textile Center, som vores første guide havde fortalt os om. Det var sådan en turist ting, men alligevel fint, da der var væver, malere og syersker på åbne værkstedet i huset.
og så en masse ting og sager til at købe og hver time et kimonoshow. Det var det som jeg var komemt for.

Min krop fortalte mig at nu var mit batteri på lavt, lige som mit kameras.   Så vi tog bus 203 hjem til Gion. I bussen sad der 10 gule munke og der var kun en plads ved siden af en af disse, som ellers sad to og to.  Det var et lille under at høre de fnis og blikke der kom da jeg satte mig. og man prikkede hinanden på skulderen, og så lidt forlegne ud mens man fnisede.

Lidt mere stil over disse Geisha som er på vej på arbejde. Dem fangede jeg i går aftes, de er ikke glade for at blive fotograferet, de er dybt koncentreret om det de nu skal hen til. Det er også lidt rystet. ikke det bedste men det bedste jeg har indtil nu.